Samvær

Samvær er ikke en detalje i sagen

Når et barn bliver anbragt uden for hjemmet, bliver samvær hurtigt et af de vigtigste spørgsmål i hele sagen. For de fleste forældre er samvær ikke bare et praktisk emne. Det er forbindelsen til barnet. Det er relationen, trygheden og muligheden for at bevare kontakten, mens sagen står på. Derfor har anbragte børn og unge som udgangspunkt ret til samvær og kontakt med deres forældre og netværk. Det er en grundlæggende del af reglerne på området.

Samtidig er samvær et område, hvor små afgørelser kan få meget store konsekvenser. Hvis samværet bliver reduceret, gjort mere kontrolleret eller helt afbrudt, kan det få betydning for relationen til barnet, for muligheden for hjemgivelse og for hele retningen i sagen. Derfor skal samvær ikke ses isoleret. Samvær er en central del af anbringelsessagen.

Telefon: +45 92 90 98 99
Mail: info@afadvokater.dk

Hvem beslutter om der skal være samvær

Det er som udgangspunkt kommunen, der træffer afgørelse om omfanget og udøvelsen af samvær og kontakt, og som fastsætter de nærmere rammer og vilkår for, hvordan samværet skal foregå. Kommunen skal ved afgørelsen lægge særlig vægt på hensynet til barnet og formålet med anbringelsen.

Men kommunen har ikke fuld kompetence i alle sager. Når indgrebet bliver mere vidtgående, er det Børn- og Ungeudvalget, der skal træffe afgørelsen. Det gælder blandt andet, når der er tale om afbrydelse af samvær og kontakt, og også i sager om meget begrænset samvær, herunder samvær mindre end én gang hver fjerde uge. Ankestyrelsen har udtrykkeligt slået fast, at sådanne afgørelser ligger hos Børn- og Ungeudvalget og ikke hos kommunen alene.

Det betyder i praksis, at der er et klart system. Kommunen fastsætter og administrerer samværet i det daglige. Børn- og Ungeudvalget træffer afgørelse, når begrænsningen er så alvorlig, at sagen skal løftes op på udvalgsniveau. Hvis man er uenig, er Ankestyrelsen klageinstans. Det er en vigtig forskel, fordi mange forældre får det indtryk, at kommunen bare kan bestemme det hele. Sådan er reglerne ikke.

Hvilke former for samvær findes der

Samvær kan tilrettelægges på mange forskellige måder, og formen afhænger altid af en konkret vurdering af barnets behov, alder, trivsel og sagens øvrige oplysninger.

I nogle sager fastsættes der almindeligt samvær, hvor barnet og forældrene er sammen uden overvågning. I andre sager fastsættes der støttet samvær, hvor der er en fagperson eller støtte omkring samværet, uden at der nødvendigvis overvåges hele tiden. Der kan også være tale om overvåget samvær, hvor en person fra kommunen, anbringelsesstedet eller en anden fagperson er til stede under hele samværet.

Samvær kan også være med eller uden overnatning. For nogle familier vil samværet bestå af korte møder nogle timer ad gangen. For andre kan der være tale om længere samvær, weekender, ferie eller samvær med overnatning. I særlige tilfælde kan samværet være meget begrænset. Nogle familier oplever, at samvær fastsættes til ganske få timer med lange mellemrum. Det er netop i de sager, at kompetencespørgsmålet bliver afgørende, fordi mere alvorlige begrænsninger skal prøves på det rigtige niveau.

Der findes ikke én standardløsning, som passer til alle. Samvær skal fastsættes konkret og sagligt, og der skal være en reel begrundelse for den form, man vælger.

Samvær må ikke begrænses uden grund

Samvær er ikke noget, der må begrænses vilkårligt. Når kommunen eller Børn- og Ungeudvalget træffer afgørelse, skal der være en konkret begrundelse, og afgørelsen skal bygge på barnets forhold og barnets bedste. Ankestyrelsens praksis understreger netop, at afgørelser om samvær skal være tilstrækkeligt oplyst og lovligt begrundet.

Det er også vigtigt at være opmærksom på, at spørgsmålet om samvær kan få stor betydning langt ud over selve samværet. Hvis samværet begrænses væsentligt over tid, kan det påvirke relationen mellem barn og forældre og få betydning for, hvordan sagen senere bliver vurderet, herunder i forhold til hjemgivelse.

Hvis du er uenig i afgørelsen om samvær

Hvis du er uenig i kommunens eller Børn- og Ungeudvalgets afgørelse om samvær, kan afgørelsen prøves. Ankestyrelsen er klageinstans og vurderer, om afgørelsen er lovlig, tilstrækkeligt oplyst og materielt rigtig. Ankestyrelsen kan dermed tage stilling til både rammerne for samværet og til mere indgribende afgørelser om begrænsning eller afbrydelse.

Læs mere her:

I sidste ende kan spørgsmål i sagen også ende ved domstolene, afhængigt af sagens karakter og forløb. Det afgørende er, at man reagerer hurtigt, hvis samværet bliver fastsat på en måde, der ikke er rigtig eller tilstrækkeligt begrundet.

Hvis du ønsker mere samvær

Mange forældre står i den situation, at de ikke nødvendigvis ønsker at ophæve en anbringelse med det samme, men ønsker mere samvær eller en anden samværsform. I de tilfælde kan man anmode om, at samværet ændres. Det kræver ofte, at man kan pege på ændrede forhold eller nye oplysninger. Det kan være, at barnet er faldet bedre til ro, at relationen er blevet styrket, at der er sket positive ændringer hos forældrene, eller at den nuværende ordning ikke længere er proportional.

Hvis kommunen afslår at ændre samværet, kan spørgsmålet prøves. Det er netop her, mange sager kræver en juridisk vurdering, fordi der ofte opstår en glidende overgang mellem “praktisk planlægning” og egentlige indgribende begrænsninger.

Hvis barnet ikke ønsker samvær

Barnets holdning har stor betydning. Barnet skal som udgangspunkt høres, og barnets synspunkter skal tillægges vægt i takt med alder og modenhed. Det følger også af Ankestyrelsens praksis, at barnet skal inddrages i beslutninger, der har så stor betydning for barnets liv.

Hvis et barn ikke ønsker samvær i en periode, kan det få betydning for samværets omfang og form. Det kan føre til ændringer, midlertidig pause eller mere støttede rammer. Men det betyder ikke nødvendigvis, at kontakten er afskåret for altid. Samvær er et område, der vurderes løbende, og barnets holdning kan ændre sig over tid.

Det er derfor vigtigt at forstå, at en modvilje mod samvær i en periode ikke altid er det samme som et varigt nej. Barnet kan senere ønske kontakt igen, og der kan da være grundlag for at genoptage eller udvide samværet. Samvær er ikke nødvendigvis statisk. Det kan udvikle sig, og det skal vurderes konkret gennem hele forløbet.

Hvis du som barn ikke vil se dine forældre i en periode, kan du så fortryde

Ja. Et barn eller en ung kan godt ændre holdning. Det, man ikke magter eller ønsker i en periode, kan senere opleves anderledes. Netop derfor er det vigtigt, at afgørelser om samvær ikke behandles som noget definitivt, medmindre lovens betingelser klart peger i den retning. Barnets perspektiv skal tages alvorligt, men barnet skal også have mulighed for at udvikle sig, ændre holdning og blive hørt igen senere.

Det er en vigtig pointe i praksis, fordi nogle familier fejlagtigt tror, at et barns midlertidige afvisning automatisk lukker døren permanent. Sådan behøver det ikke at være.

Samvær efter tvangsbortadoption

Ved tvangsbortadoption er udgangspunktet et andet og langt mere indgribende. Når adoptionen gennemføres, ophører de juridiske bånd mellem barnet og de biologiske forældre. Det betyder, at der som udgangspunkt ikke længere er en almindelig ret til samvær, sådan som der er under en anbringelse.

Det er dog vigtigt at skrive klart, at der i særlige tilfælde kan fastsættes kontakt eller samvær, hvis det vurderes at være bedst for barnet. Samvær efter bortadoption er derfor ikke hovedreglen, men det kan forekomme, og det skal vurderes konkret.

Samvær hænger sammen med hele sagen

Samvær er ikke et sideemne. Samvær hænger tæt sammen med resten af anbringelsessagen. Hvis samværet begrænses væsentligt, kan det påvirke relationen til barnet, udsigten til hjemgivelse og den måde myndighederne senere vurderer sagen på. Derfor er samvær et af de områder, hvor det er vigtigst at få sagen vurderet ordentligt og reagere i tide.

Det er også her, mange familier mærker sagen hårdest i praksis. En anbringelse kan være alvorlig i sig selv, men for mange forældre er det samværet, der gør konsekvenserne konkrete fra dag til dag.

Hvordan vi hjælper

Vi arbejder med samvær som en integreret del af anbringelsessagen. Det betyder, at vi ikke kun ser på selve afgørelsen om samvær, men også på hvordan samværet påvirker den samlede sag, om der er grundlag for ændring, og hvordan sagen bedst føres videre.

Vi bistår i dialogen med kommunen, i sager for Børn- og Ungeudvalget, ved klage til Ankestyrelsen og, når det er nødvendigt, videre i forløbet. Formålet er at sikre, at samværet bliver fastsat på et korrekt og oplyst grundlag, og at relationen mellem barn og forældre ikke begrænses mere end loven giver grundlag for.

Anden kontakt end fysisk samvær

Samvær omfatter ikke kun fysiske møder. Kontakt mellem barn og forældre kan også ske gennem telefon, sms, breve eller digitale medier.

Denne form for kontakt er som udgangspunkt også en del af relationen mellem barn og forældre og skal indgå i vurderingen af barnets samlede kontakt til familien.

Kommunen kan dog træffe afgørelse om at begrænse eller afbryde denne kontakt, hvis det vurderes at være nødvendigt af hensyn til barnet.

Det gælder eksempelvis, hvis kontakten vurderes at påvirke barnet negativt eller modarbejde formålet med anbringelsen.

Sådanne indgreb kræver en konkret og saglig vurdering og kan, ligesom samvær, prøves ved Ankestyrelsen.

Kontakt os